Max Skræk

Om Max Skræk-serien

Siden jeg var dreng har jeg været vild med gys, lige fra spøgelseshistorier og de klassiske eventyrgysere, f.eks. Drengen, der ikke kunne blive bange, til regulære horrornoveller af Poe og M.R. James. Og naturligvis også skræktegneserier. Jeg var 12 år da de legendariske GRU-blade udkom i Danmark. De var absolut forbudt i mit hjem, så jeg måtte købe dem i hemmelighed og smugle dem ind i huset. Jeg gemte dem på mit værelse (under de løse brikker i puslespilsæsker) og dyrkede således min last for monstre, varulve, gengangere og alskens mørke skabninger.

Heldigvis så jeg to meget vigtige skrækfilm, lige da jeg havde den rette alder til det; Karl Th. Dreyers Vampyr, og James Whales Frankenstein. Specielt den sidste overrumplede mig totalt, og i flere år efter frygtede jeg konstant at rende ind i monsteret, hvis jeg var alene hjemme eller ude efter mørkets frembrud.

Det afholdt mig dog ikke fra at opsøge mere rædsel. Kort efter løj jeg mig ældre, end jeg var og sneg mig sammen med nogle klassekammerater ind i Frederiksværk Kosmorama og så Eksorcisten. En film, som med rette var forbudt for børn under 16, og efter sigende havde dødsfald på samvittigheden i USA! P** fra klassen var ved at skide grønne grise og sad med hænderne for ørerne og hovedet nede mellem knæene. ’Det var lydene’ påstod han. Vi andre stod det igennem, men forlod biografen lettere blegnæbbede, da filmen var forbi, med vores indre blikke fyldt med grønt bræk, roterende hoveder, og stadig med den ru dæmonstemme i ørerne. Jeg vovede først at gense filmen 30 år senere. Og da kun i fuld dagslys, og med lyden skruet helt ned.

Dødens gab så jeg i en biograf i England som 15-årig. Som så mange andre oplevede jeg århundredets filmchok over scenen med hovedet – hele biografen skreg! Og dermed havde jeg mistet lysten til at bade i årevis. Det var måske i virkeligheden den sidste horrorfilm, som rigtig virkede på mig. Af de mange, jeg har set siden har ingen helt formået at bringe mig til samme højspændte stade af uhygge. Desværre! I dag ser jeg mest filmene for stemningens skyld og foretrækker de gamle sort/hvide. Jeg ærgrer mig dog lidt over, at jeg aldrig fik set Rødt Chok, da jeg havde alderen til det.

Men at skrive skumle uhyggehistorier har jeg til gengæld holdt meget af. Det var igen GRU-hæfterne, som jeg blev inspireret af. Jeg skrev skolestile med titler som, Rottekongen, eller Flæskestein går amok. Sidenhen blev jeg jo rigtig forfatter. Mærkeligt nok skrev jeg ikke så mange horrorhistorier, snarere alt muligt andet.
 
Det er illustrator Rasmus Jensen, som har lavet de flotte forsider og de skumle illustrationer inde i bøgerne. Jeg var på udkig efter en tegner, som kunne tegne lidt ligesom den amerikanske tegner Berni Wrightson, som jeg huskede fra GRU-bladene. Og Rasmus har så sandelig leveret varen!
 
Se Troldspejlets omtale af Max 1-3:
 
Max Skræk 1-3 Troldspejlet
 
Se Troldspejlets omtale af Max 8:
 
Max 8 i Troldspejlet
 

Grin og gys med Max og Isabel

 

Forlaget Løse Ænder - Hedebygade 3, 5. - 1754 København V - CVR 32 13 75 04 - Tlf.: 30227597 - Seneste opdatering 6. september 2017